Sus, vandglæde og mange nye ansigter

Det blev en meget blæsende dag, vinden susede i sivene og hylede i riggene på sejlbådene i Gilleleje Havn. Årets Vild-med-Vand dag d. 5. august blev en dag med mange blandede oplevelser. Alle klubber og foreninger omkring Gilleleje Havn hejste flagene og havde gjort sig stor umage for at kunne modtage alle mulige gæster fra både lokalområdet og sommergæster- voksne såvel som børn. Alle med drømme om at opsøge det maritime miljø på havnen, og måske udforske nye vandaktiviteter, var inviteret til denne særlige Velkommen på Havnen dag i Gilleleje. Mange entusiaster og nysgerrige tog imod invitationerne og dukkede op rundt omkring på havnen hos de deltagende klubber. Den kraftige vind kom dog til at udgøre en begrænsning for sejladsaktiviteterne på vandet, men mange af deltagerne fik alligevel en herlig dag i havnemiljøet. I sejlklubben, kajakklubben og dykkerklubben blev der lavet aftaler med de besøgende om at komme igen på bedre vejrvilkår. Alle de frivillige, der lagde kræfter i dagens arrangementer i klubber og foreninger, havde en dejlig dag og en oplevelse af at kunne bidrage med inspiration til, at mange flere kommer i gang med herlige frilufts- og havnemiljøaktiviteter. Så Velkommen på Havnen i Gilleleje igen til næste år – den første lørdag i august.

 

På dette billede har den kyndige instruktør fuldstændig styr på både kurs, fart, balance og trim. Musikken på torvet var vist også i orden !