Vild-med-Vand 2018 – kom og vær med

Nedtælling til Vild-med-Vand på Gilleleje Havn – gratis oplevelser på vandet, i vandet, og på havnen – for hele familien

Gilleleje Havn og alle klubber og foreninger omkring havnen inviterer lokalbefolkning og sommergæster til mange forskellige aktiviteter med fokus på havmiljø og rekreative oplevelser. Kom og vær med.

Havnen er et naturligt samlingspunkt for byen, og målet er at inspirere alle – unge som gamle – til at benytte de fantastiske muligheder, som havnen og omgivelserne rummer. Hvem bliver fx ikke lykkelig af lidt sol i kinderne og lyden af bølgeskvulp mod bolværket?

En del af pulsen ved vandet

– Vi glæder os til at tage imod en hel masse nysgerrige og sommerparate mennesker, der har lyst til at tilbringe hyggelige stunder med hinanden ved havnen. Og forhåbentlig vil mange af jer få lyst til at vende tilbage og på sigt være en endnu større del af pulsen ved vandet og benytte jer af alle de aktivitetsmuligheder, som vi sammen har adgang til, siger Annette Fentz, der er Gilleleje Havns lokale Vild-med-Vand tovholder.

Det er fjerde år Vild-med-Vand aktiviteterne afholdes i Gilleleje. På landsplan afholdes Vild-med-Vand i nærved 100 lystbådehavne og begivenhederne har været en stor succes med titusindvis af besøgende. I 2018 ventes flere end 100.000 at kigge forbi havnene for at snuse til stemningen og lade sig rive med af de spændende, gratis aktiviteter – eller for blot at slentre en tur, spise en grillpølse og snakke med venner og bekendte.

 Et hav af gratis oplevelser

Hele sommeren igennem – og specielt på Vild-med-Vand dagen d. 4. august, vil der være et hav af oplevelser for alle. Alle vi omkring havnen ønsker, at vore naboer og sommergæsterne får øjnene op for samværet og de forskellige aktiviteter, som havnen og vandet indbyder til.

Som noget ganske særligt får Gilleleje i år besøg af Legeskibet i perioden 2 – 5 juli. Det bliver supersjovt! Se mere på www.legeskibet.dk

Vild-med-Vand drejer sig ikke kun om traditionel sejlads, men også om en lang række andre aktivitetsformer som fx Stand Up Paddle (SUP), havsvømning, dykning og kajak, hvor der er mulighed for at komme uden for i den friske luft og have det sjovt med hinanden.

Du kan de mere om alle aktiviteterne og de gratis tilbud sommeren igennem på:

https://www.vildmedvand.dk/kalender/?action=tribe_photo&tribe_paged=1&tribe_event_display=photo&tribe-bar-geoloc-lat=56.122828&tribe-bar-geoloc-lng=12.301261000000068&tribe-bar-geoloc=gilleleje

 

 

 

Sus, vandglæde og mange nye ansigter

Det blev en meget blæsende dag, vinden susede i sivene og hylede i riggene på sejlbådene i Gilleleje Havn. Årets Vild-med-Vand dag d. 5. august blev en dag med mange blandede oplevelser. Alle klubber og foreninger omkring Gilleleje Havn hejste flagene og havde gjort sig stor umage for at kunne modtage alle mulige gæster fra både lokalområdet og sommergæster- voksne såvel som børn. Alle med drømme om at opsøge det maritime miljø på havnen, og måske udforske nye vandaktiviteter, var inviteret til denne særlige Velkommen på Havnen dag i Gilleleje. Mange entusiaster og nysgerrige tog imod invitationerne og dukkede op rundt omkring på havnen hos de deltagende klubber. Den kraftige vind kom dog til at udgøre en begrænsning for sejladsaktiviteterne på vandet, men mange af deltagerne fik alligevel en herlig dag i havnemiljøet. I sejlklubben, kajakklubben og dykkerklubben blev der lavet aftaler med de besøgende om at komme igen på bedre vejrvilkår. Alle de frivillige, der lagde kræfter i dagens arrangementer i klubber og foreninger, havde en dejlig dag og en oplevelse af at kunne bidrage med inspiration til, at mange flere kommer i gang med herlige frilufts- og havnemiljøaktiviteter. Så Velkommen på Havnen i Gilleleje igen til næste år – den første lørdag i august.

 

På dette billede har den kyndige instruktør fuldstændig styr på både kurs, fart, balance og trim. Musikken på torvet var vist også i orden !

Mandagssejlerne med god vind

Mandagssejlerne har fået god vind i sejlene, og det er på flere niveauer. Dels fysisk – fra kuling eller vindstille – til perfekt vind under sejladserne, og de to sidste gange også hvad bådene angår, vi har begge gange haft 13 både på vandet.
Endvidere er der en fin tilgang af nye medlemmer, som gerne vil opleve hvad sejlads er for noget, og som er blevet hængende. Af disse er der nu flere der tænker på at købe en sejlbåd.
Til orientering: så består Mandagssejlerne i det væsentlige af tidligere og nuværende sejlerskoleelever, hvor 9 både ud af de 16 på vores mandagsliste, er ejet af (tidligere) elever.

Det viste billede er fra topmærket mandag den 7. august.

/Steen Billenstein

Vild med Vand – Gilleleje Havn inviterer – Kom og vær med 5. august

Velkommen på havnen lørdag d. 5. august kl. 11 – 16

Drømmer du om at prøve livet af med sejlbåd, jolle, kano, kajak, dykning, vinterbadning, SUP, travaljeroning, windsurfer eller sit-on-top-kajak – så har du denne dag alle muligheder for at tage skridtet fra drøm til virkelighed.

Alle klubber og foreninger rundt omkring havnen byder velkommen og stiller grej, udstyr og kyndig instruktion til rådighed.

Det bliver en dag fuld af oplevelser, fællesskab og vandaktiviteter for enhver smag. Kom og prøv de sjove og spændende aktiviteter for hele familien, hvad enten du er vandhund, søløve eller til hyggelig afslapning i naturskønne omgivelser.

Desuden er det Sildens Dag – en stolt og humørfyldt tradition på havnen.

Læs mere på www.vildmedvand.dk/gilleleje

Vi glæder os til at se jer alle.

Med venlig hilsen, Annette Fentz

Vild-med-Vand blev udfordret af vejrguderne

Vild-med-vand i Gilleleje – den første lørdag i august – er kommet for at blive. Det kan med sikkerhed konstateres efter at 15 klubber og foreninger omkring havnen i fællesskab åbnede for døre, aktiviteter og udstyr lørdag d. 6. august. Alle de mange frivillige i klubberne er enige om at dagen var en særdeles positiv og aktiv oplevelse. Særligt spændende var dagen for Marineforeningen, der fik indviet deres nye lokaler med maner, musik og honnør. Falcks mest topmoderne redningsbåd, finansieret af lokalt donerede midler, blev igen vist frem og var hele dagen et stort trækplaster for børn i alle aldre – hvem vil ikke gerne være brandmand til søs?

  100_0078 
De klubber der bød på aktiviteter på vandet – sejlbåde, joller, kanoer, kajakker og dykkere, kunne konstatere, at vejrforholdene med byger og kuling satte begrænsninger for mulighederne for at få nye folk og gæster på vandet. Men alligevel – nogle standhaftige vandhunde kom afsted og havde nogle friske oplevelser. Sådan en dag er det så også bare hyggeligt at være sejler i land. Alle gode søsportsfolk ved at det er en del af charmen, altid at indrette sig efter vind og vejr.
100_0056 

Som et nyt tilbud var der mulighed for at prøve SUPer med udstyr og instruktører fra KIA Surf Tour. De holdt til i de inderste områder af lystbådehavnen, og her var der livlig trafik og aktivitet på trods af vejret.

Klubberne er enige om at samarbejdet omring Vild-med-Vand dagen smitter af på dagligdagen året rundt og baner vejen for en berigende kontakt og et konstruktivt samarbejde på mange andre måder. Så rigtigt mange entusiaster omkring det brede og alsidige maritime miljø i Gilleleje ser frem til at byde velkommen igen til Vild-med-Vand i august 2017.

Vild-med-Vand gentager succesen – kom og vær med d. 6. august

Lørdag d. 6. august kl. 11 – 16 sættes alle sejl til i Gilleleje Havn

Ildsjæle fra 16 klubber, foreninger og værksteder åbner havnen op for vandhunde, søløver og alle andre, der tiltrækkes af det rekreative havnemiljø.

Gratis aktiviteter for hele familien

Vild-med-Vand dagen er for alle – du og familien er velkomne. Du kan gratis prøve en række forskellige aktiviteter i Gilleleje Havn – både til vands og til lands. Blandt aktiviteterne til vands kan du fx komme ud på vandet i en sejlbåd, en jolle, en kajak, en travalje eller på et stand-up-padle board. Desuden kan du opleve vinterbadestemning, dykning, livredning og Danmarks mest moderne redningsbåd. Til lands kan du fx besøge en kutter, et museum skib, spise den klassiske havneisvaffel, smage lækre maritime retter og lade børnene deltage i krabbevæddeløb. De maritime værksteder på havnen holder åbent og slår dørene op for nysgerrige gæster.

Kom og vær med til at opleve den gode stemning og alle de mange tilbud Gilleleje Havn byder på.

Læs mere om aktiviteter og muligheder på www.vildmedvand-gilleleje.dk

Vi glæder os alle til at byde Velkommen på havnen

Sikke en herlig dag – Vild-med-Vand 29. maj 2016 i Gilleleje

Vandhunde, søløver og børn i alle aldre – herunder også voksne –  nød en strålende forårsdag i Gilleleje Havn og sejlklub. En stor flok ildsjæle fra klubben bød velkommen og gjorde det muligt for alle gæster og besøgende at afprøve deres drømme om aktiviteter på vandet Nogle fik vist også prøvet aktiviteter, de aldrig havde drømt om.

0047 
Det blev en dag fuld af oplevelser, fællesskab og vandaktiviteter for enhver smag. Vi har sejlet med kølbåde til sejlads med nysgerrige, måske fremtidige, sejlere. Vi sejlede med joller i stor – og ind i mellem – våd stil. Og med udstyr fra Torm-traileren blev havnebassinet sejlet tyndt af børn og voksne på sit-on-top kajakker og SUP’er.
0037 
Vores ønske om at invitere alle med en drøm om maritime udfoldelser og en fritid med skønne naturoplevelser lykkedes i allerhøjeste grad. Vild-med-Vand udvalget i Gilleleje Sejlklub siger en stor tak til alle der bidrog til at gøre dagen til en herlig oplevelse for både os selv og alle de besøgende. Og vi siger samtidig Velkommen på Havnen igen d. 6. august 2016.

Husk Vild-med-Vand dag d. 29. maj

Gilleleje Sejlklub er med på første bølge og inviterer til Vild-med-Vand aktiviteter

Vild-med-Vand er realiseringen af en vision om at gøre lystbådehavne overalt i Danmark til attraktive og sociale miljøer. Vi ønsker at imødekomme alle, der har maritime drømme eller på anden måde finder det naturrige miljø på og omkring havnen interessant.

Vi er mange i klubberne omkring Gilleleje Havn – i alle aldre – der selv finder stor livsnydelse ved det maritime miljø. Det vil vi meget gerne dele med mange flere. Nederst finder du et link til mere information om alle de mange tilbud, der er på vild-med-vand dagene rundt omkring på havnen.

Gilleleje Sejlklub byder velkommen med følgende aktiviteter:

Kølbådssejlads for både børn og voksne

Jollesejlads – specielt for de yngre entusiaster

Stand Up Padling – en anderledes og enkel måde til at komme på vandet

Klubmedlemmer, der gerne fortæller om deres egne oplevelser med sejlads og klublivet i det hele taget, som indeholder mange sociale aspekter og muligheder for fællesskab og samarbejde.

Vi glæder os alle til at byde dig Velkommen på havnen

Med venlig hilsen,

Vild-med-Vand udvalget, GSK