Mandagssejlerne

Vi er en gruppe sejlere, som hver mandag i sejlsæsonen arrangerer en fælles sejlads. Der er nu ca. 10-11 skippere, der stiller både til rådighed, og der kommer typisk 2-3 gaster med ud på hver båd. Så bare mød op hvis du har lyst til at være med. Det er typisk elever fra sejlerskolen, der ønsker at få flere erfaringer og gode kluboplevelser på denne måde.

Man kan tilmelde sig fra gang til gang, og vi mødes hver mandag kl. 17. Her bliver deltagerne fordelt på bådene, og banen som skal sejles, bliver gennemgået.

Sejladsen kan ligne en kapsejlads, men det er det ikke rigtig alligevel. Bådene øver i at starte ved en startlinje. Dette er en sjov udfordring – at få båden til at passere linjen lige til tiden, men ikke før! Herefter sejler feltet videre til næste bøje, og den båd som kommer først til bøjen, skal herefter vende ned bag i feltet, hvor den så kan arbejde sig frem igen.

Ved på denne måde at være mange både tæt sammen, kan man bedre sammenligne bådenes fart, og lettere finde ud af hvad der skal til, ved at hale i skøder og andre justeringer, for at få båden til at sejle hurtigere. Dette er virkelig god og udbytterig træning.

Efter sejladsen får vi os et varmt måltid i klubhuset. Her er der egenbetaling og det er selvfølgelig valgfrit. Denne aktivitet har over årene vokset sig mere og mere populær. Og det fælles måltid giver anledning til en god og hyggelig snak om aftenens sejlads og andre emner med relation til sejlads og kapsejladsregler.

Mange af deltagerne er tidligere elever fra sejlerskolen (for voksne), som her kan fortsætte med at komme på havet mindst en gang om ugen. Flere af bådejerne er også tidligere sejlerskoleelever.

Er dette noget for dig, enten som deltager, eller som bådejer – så kontakt Steen
Mail       2425 4036

Bemærk: for at bådene er nogenlunde ens i størrelse, har vi sat en max-grænse på 30 fod.