47. sejlsæson skudt i gang

Den 27. april kunne klubben fejre standerhejsning og begyndelsen på sin 47. sejlsæson.

Dagen blev markeret med bravour, indledt med en kort tale fra formand Peter Christensen, hvorefter standeren blev hejst akkompagneret af de traditionelle tre skud fra kanonen og hurra fra deltagerne. Der var stort fremmøde på trods af den høje luftfugtighed.

Standeren går til tops for 47. gang.

Efter et lille glas til at smøre ganen efter de mange hurraråb gik vi over til dagens næste ceremoni, dåb af vores nyindkøbte H-båd.

Bobler på stævnen, jeg døber dig “Nakkehoved” og ønsker dig god vind fremover….
Hr. og Fru Jørgensen Bådsmand og Gudmor.

Sekretær og bådsmand Allan Jørgensen fortalte kort omkring båden og ønsker med denne for fremtiden. Efterfølgende kunne Zahia Jørgensen deklamere båden for navngivet “Nakkehoved” og hun ønskede båden god vind fremover. Traditionen tro, blev der hældt bobler ud over stævnen, og med dette var de udendørs aktiviteter slut. Alle begav sig herefter indendørs hvor der ventede et glas bobler til de mange fremmødte.

Gudmoder Zahia Jørgensen navngav “Nakkehoved”

Hans Tørsleff fik herefter ordet, og kunne fortælle lidt omkring de to hold yachtskippere som snart skulle til eksamen i henholdsvis yachtskipper 1 og 3.

Der lyttes andægtigt til Hans Tørsleff’ tale omkring yachtskipper.

Klokken 14, kunne de der havde bestilt plads sætte sig til bords og nyde et herligt måltid bestående af lækkerier fra Fiskerne Deli og slagter Schelling ledsaget af lækkert rugbrød og skipperbrød doneret af Restaurant Gilleleje Havn. Der blev gået godt til biddet fra de ca.. 60 deltagende og de tilhørende forfriskninger faldt også på et tørt sted.

Endnu en dejlig dag i gemytligt samvær og masser af skipperhistorier i GSK.

Junior sæson opstart

Vi nærmer os en sæson start i junior afdelingen, og den første jolle har allerede været på vandet og fornemme hvad Kattegat byder på i år, og det ser lovende ud. Der er endnu ikke fastsat eksakt dato for opstart, dog kan det røbes at det bliver i starten af maj. Og som bonus kan vi i år glæde os over et nyt jolleskur som bliver markant større end det tidligere. Ingen nye Joller lige pt. dog er vi på udkig efter 1-2 laserjoller med Radial rig. Vi glæder os til at starte op igen, og håber på en sæson med en masse nye- og gamle sejlere som er klar på at give den en skalle.

Vild-med-Vand 2019 – kom og vær med d. 3. august

Nedtælling til Vild-med-Vand på Gilleleje Havn – gratis oplevelser på vandet, i vandet, og på havnen – for hele familien

Gilleleje Havn og alle klubber og foreninger omkring havnen inviterer lokalbefolkning og sommergæster til mange forskellige aktiviteter med fokus på havmiljø og rekreative oplevelser. Kom og vær med.d. 3. august fra kl. 11 – 16.

Havnen er et naturligt samlingspunkt for byen, og målet er at inspirere alle – unge som gamle – til at benytte de fantastiske muligheder, som havnen og omgivelserne rummer. Hvem bliver fx ikke lykkelig af lidt sol i kinderne og lyden af bølgeskvulp mod bolværket?

En del af pulsen ved vandet

– Vi glæder os til at tage imod en hel masse nysgerrige og sommerparate mennesker, der har lyst til at tilbringe hyggelige stunder med hinanden ved havnen. Og forhåbentlig vil mange af jer få lyst til at vende tilbage og på sigt være en endnu større del af pulsen ved vandet og benytte jer af alle de aktivitetsmuligheder, som vi sammen har adgang til, siger Annette Fentz, der er Gilleleje Havns Vild-med-Vand tovholder.

Et hav af gratis oplevelser

Hele sommeren igennem – og specielt på Vild-med-Vand dagen d. 3. august, vil der være et hav af oplevelser for alle. Alle vi omkring havnen ønsker, at vore naboer og sommergæsterne får øjnene op for samværet og de forskellige aktiviteter, som havnen og vandet indbyder til.

Vild-med-Vand drejer sig ikke kun om traditionel sejlads, men også om en lang række andre aktiviteter som fx Stand Up Paddle (SUP), havsvømning, dykning og kajak, hvor der er mulighed for at komme uden for i den friske luft og have det sjovt med hinanden.

Det er femte år Vild-med-Vand aktiviteterne afholdes i Gilleleje. På landsplan afholdes Vild-med-Vand i nærved 100 lystbådehavne. Begivenhederne har været en stor succes med titusindvis af besøgende. I år ventes flere end 100.000 at kigge forbi havnene for at snuse til stemningen og lade sig rive med af de spændende, gratis aktiviteter – eller for blot at slentre en tur, spise en grillpølse og snakke med venner og bekendte.

Vejrstationen har fået et løft

Vores vejrstation har fået et løft på hjemmesiden, og det er nu muligt at se historisk vejr de sidste 24 timer plus en række andre muligheder, der giver et overblik for brugerne af havnen. De features bygger videre på vores vejrstation, som blev etableret for snart 10 år siden, Vejrstationen er monteret ude ved roklubben, og sidder i ca 6 meters højde.

Vejrstationen kan vise vind hastighed, retning, max vind, stød temperatur, heat index luft tryk, og giver mulighed på et senere tidpunkt at vise historiske rekorder for måneden og året. De viste eksempler neden for, er det aktuelle målinger for Gilleleje Havn som sidst er opdateret for   4 minutter ago. I finder vejrstationen via menuen vejret.

Vindhastigheden i løbet af dagen

Kompasrose med vindhastighed of retning.

Wind Strength

Aktuel vind

Temperatur i løbet af dagen

Referat fra bestyrelsesmøde 4/4-2019

Til stede var formand Peter Christensen, kasserer Arne Henrikesen og sekretær Allan Jørgensen. Næstformand Steve Jørgensen var fraværende.

Ved formødet var Annette Fentz fra “Vild med Vand” til stede.

Anette kunne oplyse, at hun var blevet kontaktet af Dansk Sejlunion og inviteret til at deltage i et nyoprettet “Debat Udvalg”. Formålet er at skabe kontakt mellem repræsentanter fra de forskellige sejlklubber og på den måd udveksle erfaringer og gode idéer. Annette har sagt ja til opgaven og vil altså fremover være bindeled mellem GSK og DS. Hvis det skal fungere optimalt, er det naturligvis også vigtigt, at der er en effektiv tovejs kommunikation internt i GSK.


Annette kunne yderligere oplyse, at der er godt styr på arbejdet med planlægning af H-båds stævnet i maj.

Formanden kunne oplyse, at bygningen af jolleskuret skrider planmæssigt frem.

Endvidere blev det besluttet, at der i forbindelse med standerhejsning den 27. april vil blive afholdt en lille dåbsceremoni af den nys indkøbte H-båd. Så der er nok mulighed for et lille glas “bobler” den dag. Hvem der skal være gudmor og hvad båden skal hedde er foreløbigt en dyb hemmelighed.

Næste bestyrelsesmøde er fastsat til den 2. maj 2019 kl. 19.00 / 19.30.

Nordkystmesterskab 2019

I 2019 afholdes Nordkystmesterskabet over 8 onsdags kapsejladser som følger – med ansvarlig klub i parentes: 15 maj (GSK), 22 maj (HBK), 5 juni (GSK), 12 juni (HBK), 19 juni (GSK), 14 august (HBK), 21 august (GSK) og 28 august (HBK). Sejladsbestemmelserne er vedhæftet – BEMÆRK 2. UDGAVE, NY REGEL nr. 10: vi anvender en-rundes straf i stedet for to-runders straf (regel 44.1)

Sejladsbestemmelser-2019-2-Nordkystmester

“Vind & vejr og vejrudsigter om bord” samt “Brand om bord”


FTLF (Langtursejlerne) inviterer medlemmer af GSK til arrangementer:

Vind & vejr og vejrudsigter om bord

Onsdag d. 27. marts kl. 19 – ca. 21.30. Gilleleje Sejlklub

En aften med lidt om vejr og vind og vejrudsigter,
men mest om hvordan man får GRIB filer ned og ind i OpenCPN.

Høre lidt om vejret og vejrudsigter
Høre om mulighederne for at få vejrudsigter til søs.
Her ser vi på Gribfiler hvad er det og hvordan får jeg fat i dem.
Høre om hvor man kan downloade gratis kort til Open CPN.

Entre: 20 kr.

Tilmelding: TRYK HER

Tilmeldingsfrist: senest mandag den 25. marts

Max. antal deltagere: 60

Brand ombord

Onsdag d. 10. april kl. 18 – ca. 21. Brandstationen I Gilleleje, Stæremosen 2, Gilleleje.

Programmet for aftenen er:

Oplæg ved Morten Ringsted (brandmand i Gribskov kommune) om brandslukning om bord.

Praktiske øvelser i brandslukning v. Morten og dig selv.

I løbet af aftenen vil der blive serveret et par sandwich, en vand og en kop kaffe.

Pris: 50 kr.

Tilmelding: TRYK HER

Tilmeldingsfrist: senest mandag den 8. april

Max. antal deltagere: 30

NB. Hvis et arrangement er fuldtegnet, kan du komme på en venteliste ved at skrive en mail til:

agnords@ftlf.dk  med navn, telefon, mailadresse og antal deltagere. NB. Du vil KUN blive kontaktet, hvis der bliver plads.



Nekrolog – Frank Vogensen

Det var med sorg vi modtog meddelelsen om, at Frank Vogensen er afgået ved døden tirsdag den 19. februar 2019.

Frank har været en uvurderlig aktør i GSK, hvor han har påtaget sig mange, mange hverv – så som instruktør på sejlerskolen, bådsmand, tovværkslærer, klubbens drikkevareskipper og ikke mindst kasserer i GSK’s bestyrelse – et hverv, han måtte frasige sig, da hans sygdom begyndte at tære på kræfterne.

Frank efterlader sig en stor krusning på søen. Han elskede livet på havet og deltog på sejlerskolens ture – for slet ikke at tale om de mange ture han har sejlet med gamle elever og venner i deres både – altid parat til instruktion og hyggeligt samvær.

En ægte søulk er taget afsted på sin sidste rejse.

Æret være hans minde

Peter Christensen

Formand

Efter Franks ønske bisættes han fra Gilleleje Sejlklub lørdag den 23. februar kl. 11:00.

1 2 3 4 5 17