13 søstærke kvinder og mænd – nu med duelighedsbevis
Gilleleje Sejlklub udstyrede i weekenden endnu et kuld sejlere med Bevis for Duelighedsprøve for Sejlads for Fritidssejlere. Stort tillykke til de 13 sejlere, der trods udfordringer med såvel kraftig som skiftende vind bestod med glans. Også tak til de instruktører, der uge efter uge tumler rundt på havet med eleverne og tager på sommertogt, så eleverne kommer ud af den vante kravlegård og prøver kræfter med andre farvande og fremmede havne. Det hele afsluttes med en hyggelig fest for elever og instruktører.
Gilleleje Sejlklub tilbyder nu også Yachtskipper III kursus i løbet af vinteren, som dog allerede er overtegnet i år – men fortvivl ikke, det vil blive tilbudt igen næste sæson.
