Sejlerskolens superskønne sæsonafslutning

Så er sejlerskolens sæson på vandet slut for i år. Den resulterede i 13 duelighedsbeviser – et superflot resultat for GSK. Stort tillykke.

Så skulle der festes og det blev der. De nye søulke med flere, instruktører og sågar formanden og hans søstærke sild var inviteret til velkomstdrink, lækker middag, kaffe og kage og ikke mindst de efterfølgende løjer. Muntre indslag med video fra sommertogtet, de afsluttende sejladser og til slut uddeling af ’tak-for-hjælpen’ instruktørtrøjer og assessorers, som jo kan bruges af de ihærdige instruktører næste sæson. Højdepunktet var, da René blev begravet i erindringsgaver fra sine elever – til stor moro også for resten af forsamlingen.

Derefter var aftenen til fri afbenyttelse, så skipperskrøner og snakken gik lystigt til ud på de små timer.

Men sejlerskolen ligger ikke i dvale i vinter – den fortsætter med teori og ikke mindst de nye tilbud i GSK – Yachtskipper 3 her i vintersæsonen og VHF-kursus til foråret.

Tak for en utroligt hyggelig aften.

Formanden og hans søstærke sild