Tak for et fantastisk stævne i Gilleleje

……som på alle måder var uforglemmeligt, Rigtig mange H-bådsejlere har skrevet og ringet til mig og fortalt at de har haft en super oplevelse i Gilleleje. Stor ros til jer og igen en kæmpe tak.

Vi kommer gerne igen, en anden gang. Med venlig hilsen, Henrik Toft

Sådan lyder ordenen fra formanden for Danske H-båd sejlere / Dansk H-båd Klub efter ligastævnet i sidste weekend, d. 11-12 maj.

.

En meget berettiget ros og tak til alle de hjælpende frivillige

Vi har været mange, der har bidraget til successen med alt muligt, både stort og småt og på mange fronter: madlavning og køkkenregion, teltopstilling, dommerbåd, følgebåde, klargøring af grej, udbringning af madpakker, udskænkning af moleøl, præmieoverrækkelse, bemanding af sekretariat, og meget meget mere. En stor indsats og et fantastisk godt samarbejdet, der også har bidraget til den gode stemning over hele linjen.

Også Gilleleje Havn skal have tak for service, bådpladser samt plads til trailerparkering og teltovernatning.

Stor stor tak til alle, Annette Fentz, stævneleder

Ny leder af juniorgruppen

Vi har d.d. fået ny leder af juniorgruppen.Desværre har det været nødvendigt at tage afsked med Jørgen Nissen i denne funktion. Vi mener, at tiden nu er inde til at skabe mere dynamik i gruppen for at fastholde og videreudvikle ungdomssegmentet i vores klub. Derfor har vi valgt at udnævne Axel Lorentz til ny leder. Axel har i længere tid udvist potentiale som et dynamisk og idérigt medlem. Han er altid gået forrest, når der skulle findes unge til at udføre frivilligt arbejde. Vi tror på, at Axel fremover vil være et godt forbillede for resten af gruppen, og at han sammen med mere garvede sejlere vil kunne skabe nye og spændende tiltag, som vil medvirke til fastholdelse af nuværende juniorer samt tiltrække nye. Lad os samtidig rette en stor tak til Jørgen Nissen for hans mangeårige indsats med vores juniorer.

Gilleleje Sejlklubs bestyrelse

Rejsegilde for den nye junior- og jollebygning d. 10 maj kl. 15

Så er vi nået til endnu en mærkedag og stor fejring i GSK. Mange vidunderlige og kompetente medlemmer har i fællesskab leveret en prisværdig og stor indsats for at lave forarbejdet og skabe fundamentet for, at vi nu kan lave rejsegilde for vores nye jolle- og juniorhus.

Fredag d. 10 maj mødes vi alle for at fejre det. Der vil være behørig festivitas med taler og servering. Vi glæder os til at se jer alle.

Derfor og sådan skal det gøres

Vores husarkitekt Jens Larsen, som er en absolut nøgleperson i dette projekt, har følgende historie om traditionen for rejsegilder.

Når husets spær er rejst, er der tradition for, at bygherren holder rejsegilde for håndværkerne. Oprindeligt var det for at berolige onde ånder, men de sidste mange år har det været som tak til håndværkerne. Bliver der ikke holdt rejsegilde, risikerer bygherren en “død murer”.

Et rejsegilde er et arbejdsgilde, som markerer afslutningen på en kollektiv arbejdsopgave. Arbejdsgilder var tidligere meget udbredt, men i dag er det kun rejsegildet og høstgildet, som vi stadig afholder.

Ifølge traditionen skal bygherren holde et gilde for sine håndværkere, når husets spær er rejst. I rejsegildet deltager alle, der er med til at opføre huset, og ofte deltager også husets beboere samt eventuelle naboer. Gildet afholdes normalt om eftermiddagen, når arbejdsdagen er omme, og så mødes alle i den nye bygning hvor der typisk bliver serveret smørrebrød eller røde pølser, øl og sodavand. Under arrangementet holder bygherre, arkitekt og mestre ofte tale.

Selve nybygningen bliver pyntet med en eller flere kranse, som håndværksmesteren skaffer, og som tømrersvendene sætter på toppen af spærene på lange stænger. Nogle gange bliver der desuden sat flag, grønne grene og blomster op.

Fart over feltet. H-bådsligastævne markerer starten på den nye sejlsæson i Gilleleje

Nyt: Video fra DM H-båd-stævne 2003 i Gilleleje – find link nederst i artiklen

I weekenden d. 11-12 maj lægger hav og bølger ud for Gilleleje Havn vand og vind til en sportslig begivenhed. Her mødes nogle af Danmarks ihærdige sportssejlere i et ligastævne for H-både. Der kommer ca. 70 sejlere samt familie og venner til byen og stævnet.

Det bliver et flot syn når de indtil nu 21 tilmeldte både stævner ud af havnen for at dyste om de eftertragtede point til placering på ranglisten og udtagelsen til VM, der sejles I Medemblik i Holland i august måned.

Lokal deltagelse

Fra GSK deltager 4 både og besætninger – så der er lagt op til en forårsdyst og lokal konkurrence om de bedste placeringer og præstationer blandt disse besætninger. Der bliver trænet ihærdigt i disse dage op til stævnet – en kold fornøjelse på denne tid, hvor både vind og vand stadig har meget lave temperaturer.

Klub og havn – klar og parat

Gilleleje Havn bidrager med bådpladser og muligheden for teltpladser til overnatning på havneområdet.

I Gilleleje Sejlklub er stævnet og alle de frivilliges indsats koordineret at Annette Fentz. En bred flok af kompetente frivillige står klar til at bemande sekretariat, dommerbåd, kabys, mærkebåde m.m. og vi tager vores nye, store telt i brug for første gang.

I GSK byder vi et stort og hjerteligt velkommen til alle de deltagende sejlere og deres familier, og vil gøre vores ypperste for at alle får en forrygende både sportslig og hyggelig oplevelse som deltagere i stævnet. Vel mødt til alle – startskuddet til første sejlads sidder klar i kanonen

= = = = = = = = = = = = = = = = = = VIDEO = = = = = = =
I mine gemmer har jeg fundet en gammel video med 48 både til start i det åbne internationale DM stævne i H-båd netop i Gilleleje !
www.birkevang.info/Video/H-baad-2003.mp4 <-Kopier herfra
Desværre en fejl helt til slut i den gamle tape. Men God Fornøjelse ! Bedste hilsner Billenstein

47. sejlsæson skudt i gang

Den 27. april kunne klubben fejre standerhejsning og begyndelsen på sin 47. sejlsæson.

Dagen blev markeret med bravour, indledt med en kort tale fra formand Peter Christensen, hvorefter standeren blev hejst akkompagneret af de traditionelle tre skud fra kanonen og hurra fra deltagerne. Der var stort fremmøde på trods af den høje luftfugtighed.

Standeren går til tops for 47. gang.

Efter et lille glas til at smøre ganen efter de mange hurraråb gik vi over til dagens næste ceremoni, dåb af vores nyindkøbte H-båd.

Bobler på stævnen, jeg døber dig “Nakkehoved” og ønsker dig god vind fremover….
Hr. og Fru Jørgensen Bådsmand og Gudmor.

Sekretær og bådsmand Allan Jørgensen fortalte kort omkring båden og ønsker med denne for fremtiden. Efterfølgende kunne Zahia Jørgensen deklamere båden for navngivet “Nakkehoved” og hun ønskede båden god vind fremover. Traditionen tro, blev der hældt bobler ud over stævnen, og med dette var de udendørs aktiviteter slut. Alle begav sig herefter indendørs hvor der ventede et glas bobler til de mange fremmødte.

Gudmoder Zahia Jørgensen navngav “Nakkehoved”

Hans Tørsleff fik herefter ordet, og kunne fortælle lidt omkring de to hold yachtskippere som snart skulle til eksamen i henholdsvis yachtskipper 1 og 3.

Der lyttes andægtigt til Hans Tørsleff’ tale omkring yachtskipper.

Klokken 14, kunne de der havde bestilt plads sætte sig til bords og nyde et herligt måltid bestående af lækkerier fra Fiskerne Deli og slagter Schelling ledsaget af lækkert rugbrød og skipperbrød doneret af Restaurant Gilleleje Havn. Der blev gået godt til biddet fra de ca.. 60 deltagende og de tilhørende forfriskninger faldt også på et tørt sted.

Endnu en dejlig dag i gemytligt samvær og masser af skipperhistorier i GSK.

1 2 3 4 17